STUDENTERKREDSEN

Confessio Augustana og den rummelige folkekirke

2012-01-07T07:49:00.000-08:00

I forbindelse med diskussioner om den augsburske bekendelses status og "folkekirkens ordning", skal her til almen oplysning og opklaring bringes nogle kloge ord fra Kredsens arkiver:

"Derfor betyder folkekirkens egnethed til at holde en guddommeliggørelse af det ydre kirkelige apparat på afstand ikke, at der er nogen grundt til uden videre at lovprise den. Der kan nemlig også laves teologi på folkeirken som den er, dermed har man blot på en mere snedig måde gjort kirken guddommelig, idet man har gjort det til noget særlig fint, at det hele fungerer på en måde, som er til forargelse for de nidkære og fromme. Men deri er der virkelig ikke nogen fortjeneste. Rammen skal ikke være indhold, og det er ganske ligegyldigt om denne ramme er pavens kirke eller folkekirken. Vil det da sige, at folkekirken er for rummelig? Ingenlunde. For hvorledes skulle det lade sig gøre, og hvad ville det betyde, hvis man satte sig til mål at gøre den snæver? Det kunne netop lade sig gøre, uden at man gjorde kirkens ordning til noget nødvendigt, d.v.s. uden at man gjorde de ting, som er vort ansvar på almindelig, menneskelig vis, til noget afgørende og væsentligt. Men det ville jo betyde at man ikke længere ville lade sig nøje med det, som for CA er det eneste væsentlige: evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Så måtte man føje noget til. Man måtte til at drive kirketugt på en utugtig måde, d.v.s. med magt. Men i det øjeblik, man gav sig til at drive kirketugt med magt, stillede man sig på Guds side mod de andre, d.v.s. man udstyrede sig selv med guddommelig magt til at drage det skel, som alene Ordet kan skabe, når det høres og derved modtages i tro eller forkastes i vantro.[...]

Det vil da sige at CA ikke udelukker, men forudsætter den frihed, der gør ikke blot forskellige meninger, men også forskellige religioner mulige indenfor den samme kirkeorganisation. For den falske forståelse af evangeliet kan jo ikke bekæmpes med magt, uden at kampen selv gør den rigtige forståelse falsk. Vi må finde os i hinanden i den forstand, at vi er sammen, men aldeles ikke i den forstand, at vi ikke skulle sige fra overalt, hvor vi finder grund til det. Det er tværtimod vor simple pligt. Men CA er dog bekendelsesskrift i folkekirken! Så kan man da ikke tillade sig hvadsomhelt![...]Hvorledes den enkelte vil opfatte sit ansvar i forhold til CA og de øvrige bekendelsesskrifter såvel som til den hellige skrift, må han selv om, hvilken er noget andet end at sige, at det er ligemeget. Det er selvfølgelig alt andet end ligemeget. Men om CA har autoriret, kan ingen afgøre for andre. Det må enhver selv afgøre, eller rettere sagt, det er afgjort ved mødet med bekendelsen.

Det vil da sige, at kirkens ordning i sig selv, også den, vi kalder den rummelige folkekirke, i absolut forstand ingen betydning har for forholdet til CA, med mindre man vil gøre netop denne ornding nødvendig, for i så fald står man i det skarpest tænkelige modsætningsforhold til reformatorernes bekendelse. Det vil ikke sige, at det er ligemeget, hvordan ordningen er, men det vil sige, at det er et menneskeligt ansvar at gøre den så god som mulig. Her i landet er det almindeligt at tale med Grundtvig om kirken som en borgerlig indretning, og det er vel stadig en meget god måde at udtrykke det kirkelig apparats relativitet på. Jeg vil slutte med at nævne et referat og citat af en artikel af professor Prenter fra 1949[i tidehvervs april nr.][...]Prenter siger her, at Guds nådes universalitet og forekommende karakter ikke kan udtrykkes som en abstrakt, almengyldig idé, og det mener Prenter, man forsøger på, hvis man vil lade kirkens ordning, i dette tilfælde folkekirkens rummelighed og rimelighed afspejle Guds nåde. Deri ser Prenter et forsøg på at lade nåden komme forud for både ordet og troen, hvorved man objektiverer nåden og gør den til noget, som kan ses og vides. Dermed har man tilsløret den paradoksi, at ordet høres, når og hvor gud vil, og gjort nåden udialektisk, entydig og abstrakt[...]"Thi religiøst motiveret er kun Jesu Kristi menighed, skabt og og opretholdt af det levende ord, hvis grænser ingen folkekirkelig ordning kan trække."

(Leif Grane, "Studenterkredsen" 35/1-2 (1967); her citeret efter Grane, Leif - "Kristendommen i historien", kbh 1997, s. 231f)

Således skulle disse ord, af to af de fremmeste teologer der har huseret i Studenterkredsen, gerne have gjort følgende to ting klart:
1. At man med præsteløftets ord om at beflitte sig på at "forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger" ikke har forpligtet sig over for Confessio Augustanas konkrete bestemmelser, i videre omfang end det herovenfor skitserede.
2. At spørgsmålet om vielsesritualer og "ordning" af kirkens forhold som sådan, ikke er af andet en relativ karakter, og altså aldrig kan blive et springende punkt for folkekirkens berettigelse osv. (Se hertil mit indlæg fra d. 13/09/2011)

"Han er et giftigt Ukrudt i vores Litteratur, som bør oprykkes med Rode."

2011-10-13T05:52:00.000-07:00

Apropos det kommende foredrag - H.C. Ørsted om Grundtvig:

"Han er et giftigt Ukrudt i vores Litteratur, som bør oprykkes med Rode. Skulle han engang faa nogen magt, ville han blive en af de afskyeligste og ondskabsfuldeste Forfølgere."

Citeret i Weekendavisen d. 16. sep. 2011

Feministteologiens elendighed (surt opstød)

2011-09-18T10:06:00.000-07:00

Under dagens lavmesse (kl 17. gudstjenesten i Vor Frue Kirke) var undertegnede nær ved at kvæles ved sin tømmermænds-åndenød, da de første ord fra præsten, feministteologen Lene Sjørup, lød "Gud være med jer" og ikke, som det plejer og bør, "Herren være med jer." Nu skal der jo her i Grundtvigs eget land principielt herske en vis frihed omkring ritualer og forkyndelse; men de teologiske implikationer der ligger bag en sådan omskrivelse, er for mig at se helt af helvede til, for nu at at sige det som det er.

For det første er den Gud vi bekender os til i Kirken den Gud, som Jesus Kristus omtaler som sin fader og Herre. Det giver altså derfor ingen mening at have et kønsneutralt gudsbegreb, selvom det kan virke tiltrækkende for sarte feminister og andet udskud, der ikke vil lade sig spise af med autoriteter. Hvordan kan Gud være Jesu Kristi Fader, og Jesus dermed være Guds søn, hvis Gud gøres til en ubestemmelig intetkøns-figur?
For det andet, og hvad vigtigere er, så er det hele det kristne frihedsbegreb, der står og falder med at have Gud som Herre. Her kan man hente hjemmel i flere, gode Teologiske traditioner. I denne spalte får Rudolf Bultmann således ordet:

"Sand frihed er ikke subjektiv vilkårlighed, den er frihed i lydighed. Den subjektive vilkårligheds frihed er et bedrag, den udleverer mennesket til sine drifter, så det i hvert øjeblik gør, hvad lyst og lidenskab byder.[..]Sand frihed er frihed fra øjeblikkets indskydelse. Det er frihed, der modstår den øjeblikkelige indskydelses kald og tryk.[..]Frihed er lydighed mod en lov, hvis gyldighed bliver anerkendt og antaget, en lov, som mennesket har erkendt som sin egen værens lov. Det kan kun en lov være, som har sit udspring og sin begrundelse i det hinsidige. Vi kan kalde det åndens lov – eller med et kristent udtryk – Guds lov."
(Jesus Kristus og mytologien, s. 44)

At lade Guds lov være "sin egen værens lov", og dermed vinde friheden, er jo naturligvist synonymt med at have Gud som Herre; Alt ande ert kun relativ, ansvarsflygtig pseudo-frihed.
Hvis kærlighedens gerning er, "at sætte næsten fri – ved min hjælp"(Kierkegaard), må Lene Sjørup, sandt at sige, virkelig gøre menigheden en regulær, ukristelig bjørnetjeneste. (Her kunne i fin forlængelse falde alskens ringeagtende ord om karakteren af dagens prædiken, det dårlige salmevalg og præstindens i øvrige totale mangel på pastoral karakter; Men lad det nu ligge.)

Apropros og herlig tragikomisk, fisede der under hele dagens tjeneste en lille purk på en 3-4 år rundt i kirken og pegede, råbte og skabte sig, uden at barnets moder så ud til at tage synderligt notits af det eller gøre noget, hvilket naturligvis resulterede i forfærdelig dårlig stemning og vrede blandt den øvrige menigheden. Ikke de bedste vilkår at gå til nadverbordet under. Fraværet af respekt for, og håndhævelse af, autoritet ser således ud til at sprede sig som en ond ånd udover alle livets facetter. Tænk at man ikke engang i Kirken, hverken i relativ eller absolut forstand, kan besinde sig på fred og frihed.

Hermed ikke flere sure opstød, men blot en formaning om at tidens teologi og børneopdragelse igen får lidt af øjnene op for autoritetens og lovens herligheder.

Demokratisme som pseudo-religion?

2011-09-16T02:15:00.000-07:00

Under gårsdagens valgfest på Regensen blev det antydet, at der i Studenterkredsen skulle findes særligt afvigende holdninger til demokratiet, hvilket vist nok hang sammen med, at alle dele af det politiske spektrum, også de ikke-stuerene, er repræsenteret i kredsen, hvad jo i sig selv er suspekt.

Men okay. Politik er jo i sin grundsubstans moralisme effektueret ved trusler om vold. Demokratiet er en pseudo-religion med valghandlingen som erstatning for nadveren, der jo akkurat, som stemmeafgivningen, binder menigheden hhv. "samfundet" sammen på tværs af sociale, politiske og kulturelle forskelle. Stemmer man ikke anses man for at have meldt sig ud af kommunionen og sofavælgeren opfattes derfor i dag for at være suspekt og amoralsk på samme måde som tidligere tiders ugudelige.

I stedet for at fejre demokratiet med platte valgfester med dum musik og floskuløse fraser om et imaginært samfunds iboende godhed, burde man måske holde en dødemesse (Studenterkredsens valgarrangement var naturligvis ikke plat, og musikken ikke dum - "I kvæld blev der banket på helvedes port" er en sikker vinder, og burde vel i øvrigt være obligatorisk soundtrack til enhver grundtvigsk dødemesse, hvis noget sådant gives).

Hermed en reminder om, at også det borgerlige demokrati, som ethvert andet politisk system, bygger på vold. Og nej, man bliver ikke et bedre menneske af at stemme på et anstændigt parti.

&lt;p&gt;&amp;amp;amp;amp;lt;p&amp;amp;amp;amp;gt;&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;lt;p&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;gt;&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;lt;p&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;gt;&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;lt;p&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;gt;&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;lt;p&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;gt;&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;lt;p&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;gt;&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;lt;p&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;gt;&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;lt;p&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;gt;&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;lt;br&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;gt;&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;lt;br&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;gt;&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;lt;br&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;gt;&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;lt;/p&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;gt;&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;lt;/p&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;gt;&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;lt;/p&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;gt;&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;lt;/p&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;gt;&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;lt;/p&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;gt;&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;lt;/p&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;gt;&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;lt;/p&amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;amp;gt;&amp;amp;amp;amp;lt;/p&amp;amp;amp;amp;gt;&lt;/p&gt;

Fra Poulencs opera "Karmelitterindernes Samtaler" om en flok nonner, der brutalt henrettedes under den franske revolutions terror.

Nogle ord om kirke og ritual

2011-09-13T04:56:00.000-07:00

I disse tider, hvor debatten går højt om vielser af den ene eller anden slags "afvigere"; og en kommende regering sandsynligvis vil gennemføre indførelsen af en kirkeforfatning, kan det være nyttigt, at minde om hvad der er Kirkens, og dermed gudstjenestens, egentlig formål. - Således Johannes Horstmann i sine forelæsninger om den kirkelige dogmatik:

”Hvad der må være indholdet af den offentlige gudstjeneste, står på forhånd fast. Det er det, at der foregår det, hvorved kirken skabes og opholdes, nemlig at Evangeliet forkyndes ret og Sakramenterne forvaltes rettelig, og der bedes om Helligåndens nærværelse med troens gave. [..]Det er af afgørende betydning, at spørgsmålet om liturgi og ritualer og ceremonier forbliver det sekundære spørgsmål om den gudstjenestelige orden og ikke bliver løftet op til at være det primære spørgsmål om tro eller vantro eller kirkens væren og ikke-væren[..]Hvor Evangeliet virkelig høres, og der er gudstjeneste, der sætter Evangeliet selv skel mellem det, som er Guds, og det, som er Menneskers”
(Horstmann, Dogmatik, s. 260)

Det skulle altså være klart, at spørgsmålet om vielser af homoseksuelle og fraskilte, ikke på nogen måde burde være springpunkt for den danske folkekirkes eksistensberettigelse. Så længe sognepræsten forkynder evangeliet rent og purt og forvalter dåb og nadver ret, skulle der være så rigeligt plads til ham i folke-kirken, hvilket andre ellers har hævdet ikke burde være tilfældet.

Der skal her ikke tages stilling til den efterhånden omfattende diskussion om ægteskabets teologi, men blot konstateres, at undtagelsesparagraffen i forbindelse med vielse af fraskilte har fungerer ganske glimrende; og mon ikke lignende ville være tilfældet hvis et evt. vielses-ritual for homoseksuelle skulle blive gennemført. Det må så være op til den enkelte præsts samvittighed, om han vil udføre sådanne ritualer og meninghedsrådenes opgave at ansætte en præst der "sømmer sig" for menigheden. Det er jo netop det særegne positive ved den danske folke-kirke, at den er folkets kirke og dermed i stand til at rumme divergerende syn på ritual og kirkelig praksis.

Derfor er talen om, at en kirkeforfatning ville kunne løse "folkekirkens problemer" det rene nonsens. At det netop ikke længere så med samme selvfølgelighed ville være folkets kirke, det giver vist sig selv. I stedet ville der pludselig ikke være langt til katolske tilstande og bispevælde, hvor der kan "tales på kirkens vegne" og lignende vederstyggeligheder.

Det ville være på sin plads i diskussionen at erindres Grundtvigs protester omkring 1849; og måske et hverv for Studenterkredsen, som den grundtvigske forening det nu engang er, at tage emnet op til debat?

Valgkampsaften i Studenterkredsen

2011-09-01T01:31:00.000-07:00

Jf. annoncering på FB og studenterkredsen.dk inviteres til valgkampsaften med valgflæsk kl 18.00 d. 15., i lokalerne i Vartov.

Men hvad laver man når man bliver træt af kommentatorernes gentagelser og når vi fra exit-polls alligevel kender resultatet på forhånd og derfor skal finde noget andet at tage os til? Skriv!

Småsentimentalt antipolitisk hyggepop til mellemregningerne:

Flere billeder fra sommermødet 2011

2011-08-27T08:42:00.001-07:00

Her

Jørgen Demant: "Mennesket frelses ved form, ikke ved indhold"

2011-07-21T07:39:00.000-07:00

Da Jørgen Demant på Studenterkredsens sommermøde (juli 2011) foredrog om ritual og liturgi ud fra en oplevelsesreligiøs (schleiermachersk) tradition stak særligt ét udsagn ud som symptomatisk, nemlig dette, at "mennesket frelses ved form, ikke indhold." Efter brummen og hovedrysten fra publikum skyndte Demant sig at bedyre, at der naturligvis kun var tale om en provokation. Dog synes der mest af alt at være tale om en øjeblikkets klarhed, hvor konsekvensen af den i foredraget forelagte tankegang viste sig i al sin åbenlyse gru. For argumenterede Demant ikke også for, at vi kun indvies i sandheden hvis vi kender vores plads i et ordnet æstetisk hierarki, hvor præsten i kraft af fremtrædning og stil er en "autoritet"? Og måske ligefrem at "det sande" er sekundært til "det smukke"?

At være publikum til foredraget var som at overvære en fascistisk procession - for var det i øvrigt ikke en lignende æstetiserende, kollektivistisk og autoritær religionsfilosofi der inspirerede Mussolini til sin politiske filosofi? På sin egen ufrivillige, men ganske interessante måde viste Demant altså hvordan liberalteologien ender i fascisme, snarere end kristendom. Og det kan jo i sig selv være fornøjeligt at konstatere. Iøvrigt må man rose Demant for på intet tidspunkt at hævde, at hans religionsfilosofi havde noget med kristendom at skaffe. Sandheden var jo, for Demant, netop uvæsentlig i forhold til det æstetiske. Det kan imidlertid undre, at Demant kan være præst i den danske folkekirke, hvad man jo (i princippet) kun kan når man i præsteløftet har skrevet under på at ville forkynde evangeliet rent og purt (hvad dog synes at kunne betyde hvad som helst i dag).

Demants diktum var måske, eller ihvertfald forhåbentligt, ikke egentlig hans, men netop blot et diktum. Som udtryk for en abstrakt idealtype var det dog interessant: Der er noget grundlæggende antikristeligt over påstanden om, at "mennesket frelses ved form, ikke indhold" - ihvertfald hvis kirkefædrene havde ret i, at Gud er uendelig og ubegrænset frihed. For derved er Gud, med andre ord, rent indhold uden form. Det onde, hvis vi kan tale om dette uafhængigt af et syndsbegreb (hvad vi vel egentlig ikke kan), må omvendt være ren form uden indhold. Med en kierkegaardsk terminologi er synden således i dette ikke at ville være et selv at vælge den rene æstetiske overflade (form), istedet for Gud (indhold). Synd er formalisme: Adam vælger den formelle, distancerede og teoretisk(dvs. anskuende)-æstetiske viden om godt og ondt, frem for et frit liv i og med Guds vilje. Men mennesket er jo skabt i Guds billede, og skal derfor så vidt muligt afspejle Guds væsen. Da dette er ubegrænset er det imidlertid også ubegribeligt, og vi kan derfor ikke sætte menneskets gudbilledlighed på formel.

“Objectification, creating the illusion of an objective spirit subordinating spirit to law, puts an end to infinity. [...] The pure truth of the Christian revelation would mean the end of the objectified world”, skrev Nikolai Berdiaev, og argumenterede i forlængelse deraf vel nærmest for en slags æstetisk anarkisme. Men forsvarer man ikke herved antinomisme eller et formløshedens tyranni? Dette er selvfølgelig en evindelig fare. For kun der hvor der ikke er synd er det rene indhold muligt. Formen, dvs. loven, moralen, religionen og de æstetiske former osv., er nødvendig fordi syndens formalisme må begrænses, netop af formen. Døden må dø, for, at livet kan sejre (og gives der en kristelig etik er denne derfor først og fremmest, som formkritik, negativt bestemt, dvs. en afvisning af synden - kærligheden findes derimod kun i frihed). Mennesket er rigtignok i modsætning til Gud endeligt, og derfor altid underlagt formens begrænsninger (at ville være grænseløs som Gud er jo hovmod i højeste potens), men denne er jo os givet på forhånd i kraft af skabelsen, og derfor ikke noget vi selv skal frembringe med vores gode gerninger. Gerningsretfærdighed er altså udelukket uanset om denne er af moralsk eller æstetisk art. Og en æstetisk fromhedsdyrkelse er ligeså farlig som den moralske.

Derfor er kirkens æstetiske, moralske og religiøse rammer netop kun rammer, dvs. de er den tilfældelige form der følger med i vores forsøg på at fastholde blikket på Gud. Kirkemusik, arkitektur, liturgi osv. er til for at evangeliet kan lyde igen og igen, dvs. de skaber kontinuitet i forkyndelsen (og derved er de iøvrigt ikke forskellige fra dogmatik og systematisk teologi som i høj grad har samme formål). Men fx musik og billeder må, ligesom moralen, aldrig tage opmærksomhed fra det de er til for at pege på. De er netop tegn, som viser ud over sig selv, og gudstjenesten, som helhed, må derfor også være et tegn, der peger ud over sig selv. Det er dog stadig afgørende at vi ikke derved forstår de æstetiske former som midler til at nå "det guddommelige", dvs. som forudsætningen for en "religiøs oplevelse". De må derimod forstås som menighedens svar på Guds tiltale, men altså et svar, som netop retter sig mod Gud og ikke sig selv. Gudstjenesten må aldrig blive en avanceret form for den menneskets indkrogethed i sig selv, som nåden netop er befrielsen fra. Alternativet er lovreligion og overtro på menneskets egne spirituelle evner.

Hvad angår diskussionen om pænt tøj, så synes den Gyldne Regel (gør mod andre som du vil at andre...) ihvertfald rent abstrakt set at implicere, at man kun kan forvente at andre har pænt tøj på i kirken hvis disse selv forventer samme gestus af andre. Det giver vel derfor ikke mening at moralisere over menneskers fremtoning osv.?

Billeder fra Studenterkredsens sommermøde 2011

2011-07-09T11:46:00.000-07:00

Rasmus Vangshardt rapporterer fra Sommermødet

2011-07-08T01:46:00.000-07:00

Fra kristendom.dk:

"Det blev en dag med sang ind i de sene nattetimer og foredrag, hvor flere forlod lokalet i vrede. Kristendom.dk var med til Studenterkredsens sommermøde, hvor dannelse og sandhed stod i centrum [...] Demants foredrag skaber en hel del furore. Under spørgetiden bagefter forlader flere lokalet i vrede, mens andre gerne vil tage kampen op. Der er også enkelte yngre sognepræster til stede, der nu nok mener, at de selv gør sig umage under gudstjenesten. [...] Da kristendom.dk igen drager mod København, godt brugt efter at have sunget højskolesange til kl. 04 og været oppe til foredrag kl. 09 næste morgen, sidder resten af deltagerne i sommermødet og debatterer med Ole Vind i foredragssalen. De har en hel uge med (foredrag om) dannelse foran sig. Som Højskolesangbogen fik det første ord, får den også det sidste med Benny Holsts ”Julies sprog”: ”Det sprog, vi har talt, trænger til at fornys, vi må lære det gamle igen.” (link)

Dannelse som sandhedskundskab, socialisering eller snobberi?

2011-06-25T05:31:00.000-07:00

Hermed en håndfuld kåserier i anledning af det kommende sommermøde.

Skal man give en dannelsesbegrebernes typologi, og skal denne være treleddet, synes følgende overskrifter at være anvendelige:

1) For det første kan vi tale om dannelse som socialisering. I Gyldendals Store Danske defineres socialisering som den "proces, hvorunder børn og voksne anspores og hjælpes til at udvikle de færdigheder, normer og personlighedsegenskaber, der er karakteristiske for det samfund eller den gruppe, personen tilhører." Ifølge en Wikipedia-artikel definerer pædagogen Grue Sørensen, i overenstemmelse med dette, dannelsesbegrebet således, at "Dannelse betegner den proces gennem hvilken en person under indflydelse af ydre, i hovedsagen pædagogiske, sociale og kulturelle påvirkninger antager en bestemt beskaffenhed - desuden resultatet af denne proces, den omtalte beskaffenhed selv." Som socialisering er dannelsesbegrebet knap så interessant, omend uomgængeligt. Dannelsens locus er her manererne og den har således ikke noget egentligt objekt. Dannelsen er som socialisering, med andre ord, rent formel, og er en forudsætning for, at vi i praksis kan leve sammen og forfølge vores mere substantielle mål uden at træde andre over tæerne. Det er disse formelle rammer, eller genstandsløse manerer, der, når de er tilstrækkeligt entydige, danner basis for samfundets love (med Oakeshotts udtryk har love i et borgerligt demokrati derfor adverbiel karakter).

2) For det andet kan vi ofte karakterisere dannelsesbegrebet ud fra det gode engelske ord "snobberi", for så vidt dannelsesbegrebet vel ofte bruges til at legitimere spidsborgerlighed (men der er jo ikke noget, som hedder "spidsborgeri"). I Den Store Danske defineres en snob som en "person med kritikløs beundring for el. tilpasning til hvad vedkommende anser for at rangere socialt højere." Dertil kunne vel tilføjes, at snobben ikke så sjældent selv er med til at skabe de sociale idealer, med det formål at banke sine omgivelser på plads. Snobben er en vigtigper, og dannelsesbegrebet er blevet en retorisk strategi til selvhævdelse. Manererne har således fået en mere substantiel, og måske mindre formel, placering, omend selvhævdelse vel ikke er nogen særlig ærværdig "substans". Dannelsens locus er her det store anonyme "man"; en diffus, ansigtsløs persona, som tilpasser sig den retoriske situation, og som derfor aldrig kan reduceres hverken til et statistisk eller et moralsk "man". Snarere må snobbens "man" forstås psykologisk som det snobbede subjekts generaliserede projektion, og som en måde hvorpå snobben anonymiserer sit snobberi. "Sådan gør man jo!", siger snobben når han mener "du er en idiot fordi du ikke gør som mig og mine", men ikke ønsker at begrunde. Skulle nogen være i tvivl synes heller ikke dette dannelsesbegreb at være noget særligt, omend det dog ikke er uinteressant.

3) For det tredje kan vi, som Grundtvig gør det nogle steder, tale om dannelse som "sandhedskundskab", jf nedenstående citat:

”dersom det ogsaa var muligt, at Fornuften kunde udvikle sig i Sandhed uden foreløbig Sandheds-Kundskab, saa var den dog ikke nogensinde under Tidens Løb i stand til at fyldestgiøre Mennesket, give ham et fuldstændigt og klart Begreb om Mennesket i sin hele Fylde. […] hvad han skal komme til at begribe, maae han have troet; hvad Fornuften skal fatte, maae den forefinde; ligesaalidt som Haanden kan den frembringe, hvad den skal begribe” (N.F.S. Grundtvig, 1816)

Her er det "fornuften" der i sig selv er det formelle, som for at kunne knyttes til sandhed, må gives en genstand, som kun kan gribes i troen. Dannelse er som sådan at have forudgående kendskab til den sandhed som menneskelivet må bygge på. Dannelsens locus er her den objektive sandhed. Til dette genstandsorienterede dannelsesbegreb svarer vel en subjektiv dannelse, der kan beskrives som en åbenhed eller en inter-esse - en mellemtingslighed, eller væren mellem tingene -, ikke overfor hvad som helst, men overfor det, der har med sandhed at gøre. Ifølge nævnte Wikipedia-artikel skriver Meir Goldschmidt et sted, at "Ved dannelse forstår jeg den udviklede evne til at være opmærksom, opfatte og tilegne sig en tanke, være selvstændig i sin dom, ville noget...", og det passer vel meget godt.

Bildung, folkeopdragelse, moralisme
Så meget for den abstrakte typlogi. In concretum synes dannelsesbegrebet at udspille sig i krydsfeltet mellem disse positioner. Ud fra de tre grundpositioner kunne man fx forestille sig følgende kombinationer:

a) (1+3) Dannelse som Bildung? Jo, mon ikke det befinder sig i samspillet mellem dannelse som sandhedskundskab og socialisering, med snobberiet som modpol, omend også som konstant forfaldsmulighed?

b) (1+2) I krydsfeltet mellem dannelse som socialisering og snobberi, kan man spørge om ikke de mere genstandsløse (nihilistiske) former for folkeopdragelse af både kulturradikal som kulturkonservativ art, har deres rod i snobberiet, i hvert fald når dette foregår i en politisk sammenhæng?

c) (3+2) Man skulle mene at kombinationen af dannelse som snobberi og dannelse som sandhedskundskab var et umuligt fabeldyr, uden reel eksistens. Ikke desto mindre må vi løbende vogte os for dette monster, hvor det at besidde sandheden bliver det mest brutale snobberi af alle. Moralisme og alskens absolutismer findes i denne kategori.

Der kan vel sagtens gives flere eksempler, men ovenstående synes på nogenlunde klar vis at kundgøre dannelsesbegrebets indre polariteter og modsigelser. Eller hvad?

Hvilket dannelsesbegreb inkarneres her?

Og her?

Bidrag til debatten om den kristne etik - nogle bemærkninger

2011-06-17T17:27:00.001-07:00

Spørgsmålet, om der gives en særlig kristen etik, synes gang på gang at kunne påføre det danske teologisk-orienterede åndsliv en voldsom hovedpine. Således er det igen dukket op efter at Kristeligt Dagblad, i forbindelse med lancering af deres nye portal etik.dk, igen har valgt at sende det til debat. Dette er senest kommet til udtryk i Ulrik Becker Nissens kronik ” Selvfølgelig er der en specifik kristen etik” bragt i avisen d. 17. juni. Heri knytter Nissen an til Løgstrups indflydelsesrige filosofi, der som bekendt gør op med denne forestilling, og kritiserer den for at anlægge de forkerte præmisser for en eventuel tale om kristen etik.

Imidlertid kan man, og det er der en pointe i, ligeså godt fænge an ved Løgstrups mere uartige klassekammerat, Johannes Sløk, der cirka på samme tidspunkt Som Løgstrups ”Den Etiske Fordring” i værket ”Kristen moral før og nu” også afviser forestillingen om en kristen etik.
Summarisk sagt viser Sløk heri, med sin vanlige idéhistoriske snilde, hvorledes kristendommen op gennem historien er blevet overtaget og forvansket af græsk filosofi, skolastik og pietisme, og således blevet offer for en moralisering, hvilket har foranlediget den misforståelse at der i kristendommen skulle være anlæg for en særlig etik og moral. Han forsøger i stedet at vise at Kristendommen ingenlunde stiller sådanne krav til mennesket, men blot ”kræver næsten af din hånd.”Sløks diagnose er på mange måder rigtig og berettiget, men alligevel, og det gælder hans forfatterskab generelt, gør han også sig selv skyldig i lignende overgreb på kristendommen. Sløk er nemlig en rigtig moderne tænker, i ordets mest bastante danske betydning, og forsøger derfor livet igennem at forstå kristendommen på disse præmisser, og ender derfor, på tilsvarende måde som Løgstrup, i en uheldig position der ikke uden videre kan siges at være holdbar i en nutidig og meningsfuld kristen teologi.

Pointen med ovenstående skulle gerne være noget i retning af følgende: Når etik behandles ud fra en bestemt filosofisk tankegang, det være sig Løgstrups skabelsesfænomenologiske ontologi eller Sløks modernistiske narrativseksistentialisme, og der på samme tid forsøges formuleret en teologi og kristendomsforståelse ud fra samme udgangspunkt er det naturligvis ikke muligt at tale om en etik der skulle være særligt kristen. Spørgsmålet er naturligvis også, om der overhovedet kan tales om ordentlig Teologi, og dermed kristendom, i sådanne tankegange.

Ulrik Becker Nissen synes at være med på dette et stykke af vejen, og forsøger i stedet at plædere for at tænkningen kan komme frem til en særlig kristen i krydsfeltet mellem fire kilder - Bibelen, traditionen, fornuften og erfaringen. Især lægger han vægten på traditionen, hvori han ser muligheden for at fastholde en kristen etik der samtidig kan være almen og gå hånd i hånd i med de andre monoteistiske religioner og dermed holde skak mod truslerne fra globaliseringen.
Det kan umiddelbart lyde meget fornuftigt, men det ses dog også her at den kristne etik igen forsøges at tilnærmes udefra, med begreber som tradition og globalisering i bagagen.

Således som kristendommen altid må forsøges forstået i dens egen åbenbaring, i evangeliet om Jesus Kristus, således må en eventuel kristen etik også forsøges med dette som sit udgangspunkt. Det betyder altså at den også må gøre gældende så alvorlige ”dogmer” som omvendelse, synd, næstekærlighed, tro og eskatologi. Så kan det meget vel være at den lader sig formulere på et filosofisk sprog med filosofiske termer, men det er immervæk også noget ganske andet end at forsøge at begribe den (og kristendommen i det hele taget) med et filosofisk apparat, for bagefter at iklæde den en kristen terminologi.

Jeg skal ikke her forsøge at fremlægge mit eget bud på en sådan teologi, der ikke gør sig skyldig i filosofiske overgreb, og eventuelt kan formulere en sand kristen etik. Blot vil jeg til slut gøre opmærksom på, at det på dansk grund så tidligt som i 1844 allerede var blevet vist, at en meningsfuld (kristen) etik nødvendigvis må gøre den kristne dogmatik gyldig. Således skriver Kierkegaards pseudonym, Vigilius Haufniensis, følgende i Begrebet Angest:

”Ethisk dreier Alt sig om at faae Individet rigtigen stillet i Forhold til Synden. Saasnart det staaer der, staaer det angrende i Synden. I samme Øieblik er det, seet i Ideen, hjemfalden til Dogmatiken”

Lille note om N.F.S. Grundtvigs sandhedsbegreb: Fællesskab og eskatologi

2011-05-27T07:11:00.000-07:00

Når Grundtvig taler om sandhed, taler han om den treenige Gud. Sandheden er ifølge Grundtvig ikke menneskets ejendom, men noget, der tilhører Gud, er i Helligåndens varetægt og på den yderste dag vil blive mennesket delagtiggjort i sin helhed. Men når sandheden er i Helligåndens varetægt, så betyder det, at sandheden ikke er mennesket noget totalt ukendt. I det menneskelige fællesskab, som Ånden giver liv, der er sandheden tilstede. Der er i dette fælleskab så at sige tale om et af Helligånden betinget anknytningspunkt mellem Gud og mennesket. Og dermed et anknytningspunkt mellem mennesket og sandheden, som er hos Gud. For ordet sandhed står jo aldrig alene hos Grundtvig. I Grundtvigs værk indgår ordet sandhed altid i forbindelsen Guds sandhed eller den sande Gud.

De to poler i Grundtvigs sandhedsbegreb er således fællesskab og eskatologi. Fællesskabet taler han blandt andet om på denne måde:

”Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige,
skaber og danner et kongeligt folk sig tillige;
riget skal stå,
salighed folket opnå
trods alle åndernes krige”. DDS 318.

Det fællesskab, som folket befinder sig i, er tilvejebragt af Guds nåde, af Åndens magt (som vel at mærke her står i modsætning til åndernes med lille å). I Åndens rige, der møder mennesket sandheden, Guds sandhed. Sandhed og Ånd er altså begreber, der er forbundne med eller ved fælleskab. Med det levende fællesskab, som Ånden skaber blandt mennesker.

Det andet nøglebegreb i Grundtvigs sandhedsbegreb, eskatologi, siger han noget om i sidste vers af ”Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige”:

”Da på det jævne skal nåden og sandheden mødes,
og dine små skal til konger og præster opfødes,”. DDS 318.

I den eskatologiske fremtid, der skal ”dine små til konger og præster opfødes”, det vil sige, at der skal mennesket kende Gud fuldt og dermed kende sandheden. Det er et sandhedsbegreb, der lægger sig op ad Paulus’: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da [dvs. når det fuldkomne kommer, v.10] skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud”. 1. Kor. 13:12.

Grundtvigs sandhedsbegreb med dets sammenkædning af fællesskab og eskatologi minder ikke så lidt om det sandhedsbegreb, vi finder hos den amerikanske filosof Charles Sanders Peirce (1839-1914), hvis systematiske udredning af forholdet kan bruges til at belyse, hvad den dybere sammenhæng i Grundtvigs sandhedsbegreb egentlig er. C.S. Peirces sandhedsbegreb er, i modsætning til andre filosofiske sandhedsbegreber, ikke baseret på et korrespondensprincip. Det betyder kort sagt, at en sand sætning ikke er sand fordi den forholder sig til et givent sagsforhold, som vi kan gå ud i verden og observere, og dermed afgøre, om sætningen er sand eller falsk. Nej, sandhed er ifølge Peirce en mere speget affære end som så. Han anser det som en sammenhæng, ikke mellem to forhold, men mellem tre: Ifølge Peirce er sandheden knyttet til begrebet fællesskab, som igen er knyttet til begrebet virkelighed [the real]. Det skyldes selve den måde, som menneskets evne til at forstå er stykket sammen på. Han skriver i artiklen ”Some Consequenses of Four Incapacities” fra 1868:

”I ethvert øjeblik er vi i besiddelse af en vis mængde information, det vil sige af kognitioner, som er logisk afledte af induktion og hypoteser fra tidligere kognitioner, som er mindre generelle, mindre distinkte, og om hvilke vi har en mindre levende bevidsthed ... Det virkelige [the real] er derfor det, som den samlede mængde af information og resonnement før eller siden ville nå frem til, og det er derfor uafhængigt af de unøjagtigheder, som knytter sig til dig og mig. Derfor involverer selve grundlaget for vores begreb om virkelighed et begreb om Fællesskab ... Hvad der er virkeligt og hvad der er er uvirkeligt består i sidste ende i det, som fællesskabet i en tilstrækkeligt vid tidshorisont vil blive bekræftet i”. [Min oversættelse og mine kursiveringer, MR].

Selvom indholdet er forskelligt, giver de formelle bestemmelser i det ovenstående citat en model eller illustration, vi kan overføre til Grundtvigs sandhedsbegreb. Den går ud på, at virkeligheden udgøres af tre led, ikke af en toleddet korrespondens. De tre led er sandhed, fælleskab og fremtid, som ifølge Peirce ikke kan forstås uafhængigt af hinanden. Til forskel fra Peirce er Grundtvig en eksplicit kristen forfatter. Hvad Peirce kalder fremtid, kalder Grundtvig Guds tid, den eskatologiske tid. Han udtrykker sig i et mytisk-poetisk sprog, mens Peirces er stringent filosofisk. Alligevel viser sammenligningen, at de tos sandhedsbegreber har meget at sige hinanden, og at Peirces formelle treleddede virkelighedsstruktur kan bruges til at uddybe, hvad sandhed vil sige ifølge Grundtvig. Ligeså har Grundtvig måske noget at sige Peirce. Nemlig et ord for, hvad det er der gør, at fælleskabet kan komme frem til en større erkendelse, i stedet for at skyde fuldstændig ved siden af. Det ord er Ånd, og Ånden er grunden til at ”riget skal stå/ salighed folket opnå/ trods alle åndernes krige”.

"Lidenskabeligt opgør om Martin Luther"

2011-05-26T03:32:00.000-07:00

Studenterkredsens husjournalist Johs Lynge har, igen, ikke forspildt chancen for at nævne Kredsen. Således denne artikel om et nyligt afholdt debatarrangement, om kristendom og ytringsfrihed, hvor "En pæn håndfuld fremmødte har tilknytning til den grundtvigske diskussionsklub Studenterkredsen".

Bag arrangementet stod foreningen Fri Debat - en forening der ligesom de mange øvrige "ytringsfriheds"-foreninger ikke ligefrem har saglighed i højsædet, hvad afspejledes i panelets sammensætning (Frederik Stjernfelt, Katrine Winkel Holm, Henrik Gade Jensen og Rune Engelbreth). Ikke mindst virker det useriøst at sætte professor Stjernfelt - en mand med en sygelig optagethed af lutheranismens ondskab - sammen med den hidsige lutheraner Katrine Winkel Holm, der dog formåede at svare ganske præcist og ordentligt på Stjernfelts citatfusk.

Debatarrangementet bar med andre ord præg af, at man ønskede at udstille personlige idiosynkrasier, snarere end at oplyse. Dette er rigtignok også mere underholdende, men havde man ønsket sig en seriøs debat om emnet ville man jo nok have inviteret en kirkehistoriker, evt. en filosofihistoriker osv. Disse kunne så forsøge at udrede hvilke idéhistoriske traditioner der har ført til den moderne europæiske frihedstænkning, snarere end at komme med det ene eksempel efter det andet på traditioner der ikke gjorde det (selvfølgelig blev den radikale, franske oplysning, som sædvanlig, også nævnt som eksempel på noget, der ikke har ført til frihed, hvad igen er mindre interessant når det jo nu drejede sig om, at finde ud af hvor frihedsrettighederne faktisk kommer fra.)

Måske det var en opgave for Studenterkredsen at arrangere et mere lødigt møde om emnet?

Ateisme som statskirke?

2011-05-25T16:30:00.000-07:00

I dagens Kristelig Dagblad berettedes det, at danske ateister og andre overbeviste "ikke-troende" i Aarhus fra og med efteråret nu kan få lov at hvile i fred, befriet for kristne symboler og hvad der ellers hører sig til en gængs kirkegård.

Initiativet til tiltaget i Aarhus Kommune er angiveligt taget af Ateistisk Selskab, hvis formand Stinus Lindgren i længere tid har haft udtalte aversioner, som den gode ateist han nu engang er, mod at skulle begraves i indviet jord.

I forbindelse med beslutningen om at etablere en sådan ikke-kristen kirkegård udtaler han bl.a.:

"Det er vigtigt at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor religioner har monopol på at begrave folk. Alle mennesker har følelser forbundet med døden, og når jeg dør, vil det være mærkeligt for mine efterladte at begrave mig almindeligt på en kirkegård og derved kæde mig sammen med noget, jeg ikke har taget del i"

Det kan give mening, at man som jøde, muslim eller andet finder det problematisk at blive begravet på kristen jord, da kristendommen jo i sagens natur står i modsætning til hvad man anser for religiøse sandheder, vel deriblandt bl.a. også den rette måde at forlade denne verden på, og dermed også et eventuelt begravelsesritual.

Dog kan nærværende skribent ikke begribe på hvilken måde det kan være af betydning for en ateist om han bliver begravet i den ene eller anden slags jord. Hvis religion er noget notorisk vrøvl, der ikke findes noget sådant som et liv efter døden og den kristnes handlinger afvises som meningsfyldte, kan det vel ikke have nogen form for skadelige konsekvenser at bisættes i dennes jord, eller være omgivet af bestemte symboler.

Man kunne spørge sig selv hvilke rettigheder Ateistisk Selskab nu vil kæmpe for at statens tilvejebringer: Skal det være muligt at bo i et ikke-kristent sogn, at gå til statsautoriseret humanistisk højmesse hver søndag, eller sende sine børn til skoler hvor religiøse sandheder systematisk pilles ned?

Hvis Ateismen på denne måde begynder at organisere sig for at få bestemte statslige særprivilegier og ydelser i relation til religiøs overbevisning, er den vel selv blevet til en organiseret "religion" (eller hvilken term man nu ville foretrække) og eo ipso ikke længere ateisme i ordets rette forstand.

Jeg vil tillade mig, hvad der vel er god skik og bruge i sådanne kronik'ske sammenhænge, at slutte af med et citat:

"Enhver, der er Noget og væsenligen er Noget, har eo ipso en Fordring paa nøiagtigt at blive anerkjendt for dette Bestemte, for hverken mere eller mindre"
- Søren Kierkegaard

Omtalte artikel kan læses her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/420049:Kirke---tro--Ikke-troende-faar-egen-gravplads-paa-kirkegaard?article_page=1

Billeder fra Studenterkredsens ophold på Skærum Mølle 5/4-2011

2011-05-05T08:24:00.000-07:00

Studenterkredsen og "det grundtvigske"

2011-05-05T07:58:00.000-07:00

Det hedder sig at Studenterkredsen bygger på et "grundtvigsk" grundlag. Som i så mange andre sammenrend, som smykker sig med denne betegnelse, er der imidlertid ikke megen klarhed over hvad dette betyder for det konkrete arbejde. Ikke overraskende. Men hvis ikke Kredsen skal ende som en tilfældig foredragsforening uden nogen klar profil, var det måske derfor på tide at besinde sig på sin "grundtvigske" arv. Det er nemlig afgørende at "folkeoplysning" ikke blot bliver et spørgsmål om at producere endnu mere tom information i tillæg til den vi dagligt bliver fodret med. For det er da stadig folkeoplysning, der er Studenterkredsens formål, eller hvad?

Frit fra leveren vil jeg definere "det grundtvigske" ud fra følgende tre træk (kommentér endelig!):

En insisteren på trosbekendelsen (den apostolske) som basis for det kirkelige liv, dvs. det har noget med teologi og kristendom at gøre.
Folkelighed, forstået som åbenhed overfor "folkets" historiske og kulturelle betingelser.
Frisind, forstået som tvangsfrihed og mulighed for uenighed i åndsanliggender, hvor "den anden" opfattes som (lige)værdig diskussionspart, snarere end noget der blot skal "tolereres".

Grundtvigsk vandværk?

Skal noget (et foredrag, en salme, et vandværk eller en kat) være relevant for "det grundtvigske" må det altså opfylde (have at gøre med) mindst ét af disse kriterier. Dette synes dog at være et absolut minimumskriterie. Alt for ofte fremhæves ét perspektiv nemlig på bekostning af de andre, og begrebsgrænserne vrides således, at fx folkelighed tolkes som et hvilket som helst kulturelt fænomen, fx X-factor og fantasyromaner.

Glemmer man at de tre perspektiver ikke kan tænkes fuldstændigt uafhængigt af hinanden blotter man sig for den politiserende økonomisme, teknokratisme, osv., som hærger det intellektuelle i almindelighed, og som "det grundtvigske" gerne skulle være et alternativ til. Men skimmer man Kredsens foredragsprogrammer for de senere år lader netop dette til at være sket: Folkelighed og frisind synes at være blevet til spørgsmål om kultur og politisk ideologi i almindelighed, som det er svært at relatere til de grundlæggende teologiske spørgsmål, der immervæk må siges at være en afgørende del af "det grundtvigske".

Tag fx seneste semesters foredrag i København:

Per Øhrgaard: Tyskland – Europas hjerte
Lisa Villadsen: Offentlige undskyldninger
Tim Knudsen: Embedsværket
Lars Skinnebach: Forfatteraften
Birgitte Kvist Poulsen: Menneskesyn og treenighed hos Hegel
Erik Albæk: Eksperternes rolle i det politiske liv
Debat om folkesundhed

Her synes kun ét foredrag, nemlig Birgitte Kvist Poulsens, at være relevant ift. alle tre punkter (hvad jo ikke kan overraske, da Hegel og Grundtvig jo på mange måder udtrykte samme tidsånd). Det er derimod svært at se hvad de øvrige foredrag har at gøre med ét eneste af punkterne - ihvertfald er det klart, at de ikke har nogen teologisk relevans; men det er heller ikke indlysende, at der skulle være nogen relevans ift. de øvrige. Jovist, debatten om folkesundhed har da at gøre med frihedssyn, men ikke så meget i den åndelige som i den politiske forstand. Foredragene om embedsmænd og eksperter er givetvis relevante ift. spørgsmålet om folkets forhold til eliten. Men i den grad disse emner behandledes ud fra den typiske populærpolitologiske vinkel, var der alligevel begrænset med gods i dem.

Er dette et problem? Måske ikke. Men sikkert er det at vi lever i en tid hvor vi overdynges med ligegyldige informationer, som det kan være svært at hitte rede i. Disse medieres typisk i overensstemmelse med de klassiske journalistiske nyhedskriterier (sensation, aktualitet, identifikation, væsentlighed og konflikt), der, som bekendt, hverken inkluderer trosbekendelse, folkelighed eller frisind. Hvis ikke Studenterkredsen skal være en konkurrent til fx politiken.dk eller Deadline er det derfor afgørende, at det ikke blot er kriterier som væsentlighed og identifikation vi lægger til grund for vores planlægning.

Der skal med andre ord skæres ind til benet. Eller hvad? (igen: kommenter gerne!)

Lorem ipsum dolor sit amet

2011-05-05T05:42:00.000-07:00

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Integer mattis nunc id ligula vehicula eu sagittis sapien vulputate. Curabitur accumsan ullamcorper metus ut dapibus. Pellentesque dictum, tellus sed rhoncus imperdiet, lacus velit accumsan quam, vel suscipit libero ligula non elit. Praesent vestibulum, justo ut tincidunt luctus, justo lorem luctus eros, vel molestie sem nisi eu erat. Donec imperdiet faucibus magna ut dapibus. Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. In nisl nisi, faucibus eu ullamcorper ut, pharetra ac magna. Vivamus laoreet massa elementum elit vehicula pretium. Suspendisse neque nibh, vulputate consequat porta eleifend, tempor sed nulla. Nullam gravida feugiat nisi, et cursus enim vulputate a. Proin quis mauris quis massa blandit consectetur at non ipsum. Etiam vitae mi eu lectus venenatis adipiscing in id sem. Praesent at leo sapien, vel posuere diam. Fusce quam mi, accumsan vitae laoreet in, lacinia eget libero. Vivamus et massa vel tellus pulvinar dictum ut eu lectus. Donec rutrum semper dignissim. Aliquam hendrerit quam a nibh pharetra non consectetur eros mollis. Curabitur vulputate purus condimentum dolor pharetra feugiat. Maecenas pellentesque arcu ut augue vestibulum a imperdiet arcu ultricies.
Sed semper, risus a dapibus aliquam, mauris est aliquam mauris, sed aliquam ante nisi vel orci. Quisque a arcu tellus. Cras pretium vulputate mi, eu porta nibh molestie vel. Nulla cursus metus in purus fermentum congue. Aenean posuere dapibus malesuada. Suspendisse eros diam, lacinia vel convallis non, scelerisque ac erat. Nulla semper convallis est, ut elementum augue tempus a. Nulla blandit turpis nunc. Vestibulum ante ipsum primis in faucibus orci luctus et ultrices posuere cubilia Curae; Fusce convallis leo eget arcu gravida consequat. Integer bibendum, quam quis auctor commodo, eros dui facilisis lorem, eget rutrum neque mauris in mauris.
Curabitur ut nibh diam. Vestibulum a mi quis arcu cursus viverra. In hac habitasse platea dictumst. Vestibulum et nibh neque, a ullamcorper arcu. Sed arcu leo, euismod sit amet dictum vel, varius at massa. Vestibulum nec vehicula tortor. Nunc orci purus, vestibulum a rhoncus nec, aliquam non eros. Mauris a ligula at neque accumsan iaculis et ac ipsum. Mauris auctor accumsan metus, ut malesuada arcu porta ut. Duis aliquet neque porta nibh varius at consectetur ante vehicula. Aenean tincidunt purus sed dolor pretium a vehicula leo posuere. Aenean nec urna nec nibh aliquet sagittis. Quisque sollicitudin odio nec odio fermentum mollis. Vestibulum eu enim vitae diam porta pellentesque. Phasellus condimentum, mi id vehicula pharetra, enim sapien dignissim arcu, tincidunt lobortis ligula quam ac elit. Pellentesque mauris est, volutpat in porta eget, condimentum in quam. Sed sapien massa, accumsan nec ultricies in, elementum at risus. Sed sit amet dolor fringilla elit ultrices tempus. Vestibulum a est quam, et pretium augue. Mauris quam dui, feugiat in venenatis quis, tempus at nisi.
Nulla fringilla venenatis purus in dignissim. Class aptent taciti sociosqu ad litora torquent per conubia nostra, per inceptos himenaeos. Nulla id nunc felis. Quisque vulputate facilisis ullamcorper. Ut egestas scelerisque libero, at sodales dolor pretium nec. In mauris risus, pharetra sed tincidunt eget, mollis ac felis. Donec faucibus, erat vitae interdum iaculis, sapien felis rutrum lectus, eget euismod mi dolor nec massa. Maecenas bibendum odio ut sem vulputate a bibendum libero ornare. Suspendisse potenti. Sed facilisis enim et urna aliquet ac elementum enim fermentum. Sed tincidunt placerat erat sed tempus. Morbi turpis purus, tincidunt sit amet eleifend nec, egestas a sapien. Etiam mattis, arcu eu interdum dapibus, purus dui aliquet lacus, quis adipiscing purus metus egestas felis. Donec rutrum eleifend velit. Quisque nulla turpis, bibendum eget commodo non, fringilla nec ante. In hac habitasse platea dictumst. Curabitur vel consectetur ante.
Donec ut lacus vitae nibh suscipit aliquet. Proin ac massa magna, vel interdum neque. Quisque metus urna, consectetur ut hendrerit sed, ultrices ut dolor. Mauris dui orci, venenatis a pharetra quis, ornare nec lorem. Aliquam viverra, tortor vitae condimentum ornare, diam ligula feugiat dui, nec gravida urna felis non mi. Duis laoreet vulputate dui, sit amet adipiscing ante condimentum non. Nam vitae diam arcu, in bibendum lacus. Donec lacinia est viverra velit pellentesque at pellentesque turpis aliquam. Donec tempor sodales metus et feugiat. Donec sollicitudin mattis turpis, ut ullamcorper augue mattis nec.